Indbrudstyve parkerer bil på skinner og stopper tog

Skrevet af admin

30/07/2014

Mest læste i dag

DSB måtte onsdag stoppe togdriften på Kystbanen, fordi en bil havnede på skinnerne på Skodsborg Station.

DSB indsatte togbusser på strækningen mellem Hellerup og Helsingør, og først efter tre timer begyndte togene igen at rulle.

Årsagen til miseren er to formodede indbrudstyve, som en politipatrulje fik færten af.

Mændene ønskede ikke at stoppe, og derefter udviklede tingene sig.

- De kørte ned ad en blind vej og havnede på stationen i Skodsborg, fortæller vagtchefen ved Nordsjællands Politi.

Den sorte bil bragede ned på skinnerne på stationen, hvilket medførte, at togtrafikken måtte indstilles.

De to mistænkte havde ikke til hensigt at blive for at tale med betjentene og stak af.

Hændelsen fandt sted kort før klokken 11.

På grund af køreledningerne var det ikke ligetil at få fjernet bilen fra skinnerne, lyder det fra politiet.

Lidt efter klokken 14 meldte DSB, at man igen var begyndt at køre tog på strækningen.

Nordsjællands Politi har onsdag aften endnu ikke anholdt tyvene.

/ritzau/