Indiske medier: Dansk voldtægtsoffer skal vidne i Delhi

Skrevet af admin

25/02/2015

Mest læste i dag

En indisk dommer har kaldt en 52-årige dansk kvinde til Indien for at vidne i en sag, hvor hun selv er hovedperson. I januar sidste år blev hun gruppevoldtaget i Indien, angiveligt af otte mænd.

Det er flere indiske medier, der skriver, at den 52-årige kvinde er kaldt til Indien for at vidne i retten 1. juli. Ifølge mediet Business Standard er det obligatorisk, at offeret selv vidner.

Det er anden gang, at retten beder kvinden komme til Indien.

Ifølge de indiske medier har der været problemer med at få kontakt til kvinden, da Indien ikke har et juridisk samarbejde med Danmark.

Det indiske medie Country and Politics skriver, at politiet skriver i anklageskriftet, at der er otte tiltalte i sagen om gruppevoldtægten.

De otte mænd, som alle skulle være vagabonder, gruppevoldtog angiveligt kvinden ved at true hende med en kniv 14. januar 2014. To af de otte er mindreårige.

Den 52-årige var faret vild og havde spurgt en mand om vej. Han førte hende i stedet til en lille have tæt ved togstationen i New Delhi, hvor forbrydelsen fandt sted. Ifølge den danske kvindes forklaring stod voldtægten på i cirka tre timer.

De tiltalte er ifølge Business Standard anklaget for gruppevoldtægt, røveri og røveri med forsøg på drab eller forsøg på at skade offeret voldsomt.

Retten har tidligere afspillet en afhøring af et øjenvidne til voldtægten, som arbejdede som gartner ved de indiske jernbaner. Han identificerede seks mænd som dem, der voldtog den 52-årige.

Han forklarede, at han så de mistænkte sidde tæt på kvinden, mens en af dem udførte voldtægten. En af de andre havde en kniv i hånden, sagde han ifølge Business Standard.

Udenrigsministeriet har ifølge DR ikke fået nogen henvendelse fra indiske myndigheder om den danske kvindes vidneforklaring.

/ritzau/