Indonesisk politi fandt krydsning af løve og tiger

Skrevet af admin

30/10/2013

Dagens topnyheder

Politiet i Indonesien, der er ved at efterforske drabet på en ung kvinde, fandt en usædvanlig samling af dyr i en privat minizoo i en luksusvilla syd for landets hovedstad, Jakarta. Blandt dyrene var der en krydsning mellem en løve og en tiger.

- Vi fandt desuden flere abearter, hjorte, gæs og påfugle, oplyser kriminalpolitiets efterforsker Didik Purwanto.

Ifølge lokale medier fandt politiet op mod en snes forskellige eksotiske dyr.

Politiet undersøgte villaen, efter at en 23-årig kvinde angiveligt havde fået halsen skåret over af en medhjælper på stedet, da hun havde afvist ham seksuelt.

- Da vi ankom for at anholde den mistænkte, fandt vi en minizoo, siger Didik Purwanto, som er ledende politichef i Bogor-distriktet, hvor villaen ligger.

Blandt de fundne dyr var det mest usædvanlige "ligeren" - en hybrid mellem en hanløve og en huntiger, der typisk ligner en løve, men som har klare antydninger af tigerstriber.

En talsmand for Udenrigsministeriet siger, at myndighederne ikke ved, hvad de skal stille op med "ligeren," da det ville være vanskeligt at sætte den ud i junglen.

/ritzau/AFP