Dansk Industri (DI) så gerne en mere varm modtagelse af De Radikales forslag om at hæve pensionsalderen før tid fra Folketingets partier.
Økonomi- og Indenrigsminister Morten Østergaard (R) har fredag forslået at hæve pensionsalderen i 2025 i stedet for i 2030 som aftalt.
Den idé kan man godt lide i Dansk Industri, og man er skuffet over, at der ikke i folketingssalen er opbakning til idéen.
- Det er fuldstændig afgørende for dansk økonomi, at vores politikere har modet og viljen til at handle i tide. Partierne ville vise stort ansvar ved at fremrykke forhøjelsen af pensionsalderen, siger direktør i DI Tine Roed.
/ritzau/