Ineffektive City-spillere gjorde manager bekymret

Skrevet af admin

04/10/2014

Dagens topnyheder

Manchester City forsøgte sig 23 gange uden resultat, før det endelig lykkedes at score mod Aston Villa i lørdagens Premier League-kamp, der endte med en 2-0-sejr til mestrene.

Selv om City var det klart bedste hold gennem hele kampen, var holdet altså længe om at få hul på bylden, og manager Manuel Pellegrini erkender bagefter, at han var ved at blive nervøs for, at det ikke skulle lykkedes.

- Når der kun er otte minutter tilbage, bliver du lidt bekymret. Men jeg bevarede troen på, at vi kom til at score på en af de chancer, vi fik, fordi vi har spillerne til at gøre det, siger Pellegrini ifølge nyhedsbureauet AFP.

Yaya Touré bragte de engelske mestre foran i det 82. minut, inden Sergio Agüero kort efter fordoblede føringen.

Dermed fik Manchester City fuldt udbytte af en spillemæssigt fin præstation.

- Måden vi spillede på, var det vigtigste for mig. Vi havde bolden i 70 procent af tiden og skabte chancer. Det er meget opmuntrende, opsummerer Manuel Pellegrini.

Nu har hans hold to ugers pause, inden det igen skal i aktion, når Tottenham kommer på besøg i Manchester.

/ritzau/