Iniesta inden CL-lodtrækning: Giv os hvem som helst

Skrevet af admin

24/04/2015

Mest læste i dag

Hverken Real Madrid, Bayern München eller FC Barcelona vil sandsynligvis sige det, men mon ikke klubberne hver især håber på at trække Juventus, når lodtrækningen til årets Champions League-semifinaler løber af stablen fredag.

Italienerne er på papiret den mindst skræmmende modstander, men Barcelonas Andrés Iniesta afviser, at han har en favoritlodtrækning.

- Der er ingen grund til at håbe på at undgå nogen i semifinalen, for uanset hvem vi møder, skal vi præstere på topniveau, siger den elegante midtbanespiller til den spanske sportsavis Marca.

Han mener, at Barcelona har styrken til at slå alle, hvis holdet leverer to gode præstationer.

- Hvis vi gør det, vil chancerne for at komme i finalen være i vores egne hænder, så det hele handler om, hvad vi gør.

Barcelona røg ud i kvartfinalen til Atlético Madrid i sidste sæsons Champions League, men holdet fra Catalonien så meget overbevisende ud i årets kvartfinale, hvor man sendte Paris Saint-Germain ud med samlet 5-1.

/ritzau/