Intern uenighed om KL's asyludspil: Borgmestre siger nej

Skrevet af admin

01/11/2014

Mest læste i dag

Der er ikke enighed i KL's top om, hvordan kommunerne skal håndtere den stadig større tilstrømning af asylansøgere.

Både Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) og Lejres borgmester, Mette Touborg (SF), der begge sidder i kommuneforeningens bestyrelse, lægger afstand til dele af et forslag, som KL's formand, Martin Damm (V), har præsenteret lørdag.

Kalundborg-borgmesteren Damm lægger op til, at de syriske flygtninge, der kun står til at få midlertidig asyl på et år og så siden kan få opholdstilladelsen forlænget, ikke længere skal tilbydes et treårigt integrationskursus på lige fod med de flygtninge, der får en femårig opholdstilladelse.

Men det er problematisk, lyder det i et indlæg på Facebook fra de to kommunale profiler.

- Den bedste løsning er, at de bliver integreret som alle de andre. Det, synes vi, er det mest menneskelige at gøre, og det andet virker meget kortsigtet. Vi skal ikke parkere mennesker på den måde, uddyber Anna Mee Allerslev over for Ritzau.

Hun mener, at det vil give de forfulgte syrere et bedre ophold i Danmark - uanset længden af opholdet - hvis de bliver taget seriøst fra dag et og får så optimale muligheder for at blive en del af det danske samfund som muligt.

Det vil samtidig gøre det lettere for dem, når de engang skal vende hjem til Syrien, lyder ræsonnementet.

- Det vil være at begå en fejl, hvis vi bare sætter deres liv på pause, mens de er her, siger Anna Mee Allerslev.

Hun mener heller ikke, at kommunerne skal bruge boliger i udsatte boligområder som en generel løsning på at imødekomme en ventet mangel på boliger til flygtningene. Martin Damm lægger lørdag op til, at det skal en mulighed, som kommunerne skal kunne gøre brug af.

- Man skal ikke tro, at løsningen ligger i at parkere flygtningene i udsatte boligområder. Det giver ikke en optimal integration, og det kan vi ikke være bekendt, siger Københavns integrationsborgmester.

/ritzau/