Intet gennembrud på møde om fred i østlige Ukraine

Skrevet af admin

27/08/2014

Dagens topnyheder

Tirsdagens møde mellem lederne af Rusland og Ukraine endte uden et egentligt gennembrud i retning af få afsluttet de brutale kampe i det østlige Ukraine.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, siger, at han vil arbejde på at få en våbenhvile på plads med oprørerne, mens Ruslands præsident, Vladimir Putin, der beskriver mødet som positivt, gør det klart, at opgaven med at få skabt fred mellem regeringen i Kijev og oprørerne skal løses af de stridende parter selv.

Men konkrete tiltag var der ingen af efter mødet, der fandt sted i Minsk i Hviderusland.

- Det er ikke vores anliggende. Det er op til Ukraine selv, siger Putin efter mødet om en eventuel våbenhvile.

Rusland "vil gøre alt" for at støtte en fredsproces, men kan kun bidrage ved at forsøge at skabe tillid mellem parterne, forklarer han.

Petro Porosjenko beskriver det over to timer lange møde som "meget hårdt og komplekst".

Opgaven er nu at lave en plan, der hurtigt kan sætte en stopper for krigshandlingerne mellem de prorussiske separatister og ukrainske styrker, lyder det fra den ukrainske præsident.

Til trods for de positive toner efter mødet er det fortsat uvist, hvordan oprørerne stiller sig til ideen om en våbenhvile, og hvor hurtigt den kan komme på plads.

Det vides heller ikke, om Putin og Porosjenko på mødet drøftede Ukraines påstand om, at Rusland støtter oprørerne med både soldater og våbenforsyninger. En påstand, som Rusland kategorisk har afvist.

FN har vurderet, at over 2200 mennesker er blevet dræbt i den fem måneder lange konflikt, der også har udviklet sig til en handelskrig mellem Rusland og de vestlige lande. De gensidige sanktioner er til ulempe for både russisk og europæisk økonomi.

- Vi ønskede alle et gennembrud, siger Hvideruslands præsident, Alekander Lukasjenko, efter mødet.

I mangel på konkrete resultater glæder han sig over, at det dog er lykkedes at få Putin og Porosjenko til mødes ansigt til ansigt for første gang siden juni.

- Det er uden tvivl i sig selv en succes, siger han om tirsdagens møde.

/ritzau/Reuters