Intet tyder på civile ofre for danske fly-bomber i Irak

Skrevet af admin

02/10/2015

Mest læste i dag

Der var efter alt at dømme ikke tale om civile ofre, da danske F-16-fly gennemførte et luftangreb i området omkring Erbil i Irak den 30. august.

Det oplyser Forsvaret på baggrund af undersøgelser af episoden, som den internationale koalition har foretaget.

Den 3. september offentliggjorde Forsvaret, at de danske kampfly muligvis havde ramt civile "enkeltpersoner" under luftangrebet, og siden har man blandt andet gransket de videooptagelser, som F-16-flyene automatisk foretager under deres aktioner.

- Vi er tilfredse med en konklusion, der peger på, at det er overvejende sandsynligt, at der ikke var tale om civile, siger chefen for Operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando, Flemming Lentfer.

På videooptagelserne ses fire personer og et køretøj. Tre af de fire personer bliver ramt i forbindelse med luftoperationen, men spørgsmålet har altså været, om de var i gang med fjendtlige handlinger, eller om de var uskyldige civile. Den fjerde person havde forladt området inden luftangrebet, oplyser Forsvaret.

- På videomaterialet kan man ikke se, at de pågældende har en adfærd, der er åbenlyst fjendtligt. Men det kan man efter vores opfattelse, efter at vi har set det hele igennem, og det er også koalitionens konklusion, siger Flemming Lentfer.

Ifølge koalitionen var de fire personer på optagelserne i færd med at placere vejsidebomber, da de danske fly krydsede deres spor.

Spørgsmål: I siger, at der ikke er "tegn på", at det var civile. Kan I være helt sikre på, at det ikke er tilfældet?

- Vi har valgt den formulering, fordi vi ikke kan give en 100 procents garanti for, at der ikke kunne være tale om civile tab. Men det er overvejende sandsynligt efter, at vi har gennemgået hele processen, siger han.

Forsvaret anser nu sagen for afsluttet.

De danske F-16-fly er netop trukket hjem fra Irak for at give piloter, mekanikere og materiel en pause på foreløbig ubestemt tid. Planen er, at de på et tidspunkt - efter alt at dømme til næste år - skal tilbage igen.

/ritzau/