IOC-boss: Rios OL-forberedelser er de værste

Skrevet af admin

29/04/2014

Dagens topnyheder

Brasiliens forberedelser til sommerens VM-slutrunde i fodbold har været under stærk kritik.

Tirsdag rettede vicepræsidenten fra den internationale olympiske komité (IOC), John Coates, også en skarp kritik af brasilianernes forberedelser til OL i Rio de Janeiro i 2016. De lokale myndigheder taler ikke godt nok sammen, og så er Rio langt efter tidsplanerne.

Coates, som foruden at være vicepræsident i IOC, også er præsident for den australske olympiske komité, kalder tirsdag byens OL-forberedelser for "de værste nogensinde".

- IOC har etableret en særlig task-force, som skal forsøge at sætte fart på processerne, men situationen på stedet er kritisk, siger Coates.

- IOC har indtaget en mere aktiv rolle. Det findes der ingen fortilfælde for, men der er ingen plan B. Vi skal til Rio, siger han videre.

- Vi er blevet meget bekymrede, for de er ikke klar på mange planer. Vi skal have det til at lade sig gøre. Sådan ser vi på det i IOC. Vi kan ikke bare tage et andet sted hen, fortæller Coates.

Ved siden af arbejdet med OL, udtrykker John Coates yderligere bekymring om Rios tilstand.

- Byen har også sociale problematikker, som er nødt til at blive håndteret, siger han.

Inden OL i 2016 skal Brasilien også arrangere sommerens VM-slutrunde i fodbold.

/ritzau/Reuters