IOC-præsident advarer om VM i fodbold i februar

Skrevet af admin

03/02/2015

Mest læste i dag

Både fodbold-VM og Vinter-OL bliver tabere, hvis Fifa vælger at flytte VM-slutrunden i Qatar i 2022 til januar eller februar, som flere har talt om.

Det mener IOC's præsident Thomas Bach, som har talt med internationale medier ved VM i de alpine skidiscipliner i Beaver Creek i Colorado tirsdag.

- Hverken VM-slutrunden eller de olympiske vinterlege vil få den opmærksomhed, de fortjener. Det vil give store problemer med tv-selskaberne og store problemer med sponsorerne, siger IOC-præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Fodboldens verdensforbund Fifa overvejer at flytte VM-slutrunden i 2022 væk fra Mellemøstens varmeste måneder i juni og juli, hvor temperaturerne kan nå helt op omkring 50 grader.

Fifa forventes at tage en endelig beslutning i marts, men ifølge Thomas Bach, har Fifa-præsident Sepp Blatter lovet IOC, at de to store begivenheder ikke kommer til at lappe over hinanden.

- Vi har talt med Fifa om det her i lang tid, og vi har en klar tilkendegivelse fra Fifa-præsidenten om, at det ikke kommer til at ske, siger Thomas Bach.

IOC-præsidenten slog ved samme lejlighed fast, at IOC ikke vil flytte Vinter-OL fra sin sædvanlige termin i februar.

Vinter-OL i 2022 har kun to kandidatbyer, Beijing og Almaty i Kasakhstan.

/ritzau/