Irak angriber islamister og henretter 26

admin

|

21/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Irakiske sikkerhedsstyrker har tirsdag intensiveret offensiven mod militante islamister, som efter nytår tog kontrol over byen Ramadi, provinshovedstaden i Anbar.

Offensiven kommer samtidig med, at FN advarer om store flygtningestrømme som følge af kampene. 22.000 familier er flygtet fra området.

Irakiske myndigheder oplyser, at man tirsdag har henrettet 26 personer, som er dømt for terrorisme.

Sikkerhedsstyrkerne har i samarbejde med regeringstro klansoldater angrebet kvarterer i Ramadi i et forsøg på at generobre kontrollen.

Islamisterne indtog områder i provinshovedstaden for lidt over tre uger siden.

Tirsdag nåede antallet af dræbte alene for denne måned op på 700 personer, og dermed følger statistikken samme høje niveau som i 2013, der var det blodigste år siden borgerkrigen i 2006 og 2007.

Den nærliggende by Fallujah, hvor amerikanerne udkæmpede blodige slag under Irak-krigen, er ligesom Ramadi under al-Qaeda-gruppers kontrol.

Anbar-provisen er domineret af sunnimuslimer, som er i opposition til Iraks shia-regering.

FN har tirsdag advaret om en "exceptionel stigning i antallet af fordrevne familier", og verdensorganisationen har registreret 22.000 familier som internt fordrevne.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har appelleret til den irakiske regering om at give indrømmelser til de vrede sunnimuslimer.

Der er imidlertid ikke noget, der tyder på at netop dette, bliver et vigtigt punkt i forbindelse med parlamentsvalget 30. april.

I stedet har regeringen fokus på sikkerhed og genetablering af stabilitet gennem angreb på militante.

Problemerne blussede op igen, da regeringsstyrker sidste år stormede en sunnimuslimsk protestlejr i det nordlige Irak.

/ritzau/AFP