Sikkerhedsstyrker fra den irakiske hær er tirsdag nået frem til den centrale del af den vestirakiske by Ramadi, som den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) har kontrolleret siden maj.
- Vi trængte ind til det centrale Ramadi fra adskillige fronter, og vi er begyndt at rydde beboelsesområder, siger Sabah al-Noman fra landets terrorbekæmpelsesenhed.
- Byen vil være ryddet i løbet af de næste 72 timer, siger talsmanden.
Operationen for at genvinde Ramadi, der ligger 100 kilometer vest for Bagdad, begyndte i starten af november efter langvarige bestræbelser på at afskære leveringen af varer og andre fornødenheder til området.
/ritzau/AFP