Iran er langt fra atomaftale med stormagterne

Skrevet af admin

19/03/2015

Dagens topnyheder

Iran og seks stormagter, der forhandler om Teherans omstridte atomprogram, vil næppe nå til enighed om rammerne for en aftale i de kommende dage.

Parterne står for langt fra hinanden på for mange områder, siger EU-diplomater.

- Der mangler vilje til kompromis hos iranerne, siger en EU-forhandler til Reuters og tilføjer:

- Det er ikke sandt, når iranerne siger, at der er enighed om 90 procent af en aftale. Vi er ikke tæt på at nå til enighed. Der er mange emner, som skal falde på plads. Iran må give betydelige indrømmelser.

Chefen for Irans atomenergibureau, Ali Akbar Salehi, sagde ellers til iransk tv tidligere på ugen, at der kun er uenighed om et vigtigt tema, og at der var 90 procents enighed mellem parterne.

Senere lød det fra Det Hvide Hus, at chancerne for at få en aftale i hus i bedste fald er 50-50.

- Som præsidenten ser det, har sandsynligheden ikke ændret sig. Nogle af de vanskeligste spørgsmål skal stadig løses, sagde Josh Earnest, talsmand for Det Hvide Hus.

Forhandlingerne med Iran har kørt siden februar sidste år. Formålet er at få en aftale i stand om, at Iran skal begrænse sine atomaktiviteter til gengæld for en lempelse i de internationale sanktioner mod landet.

Senest ved udgangen af denne måned skal Iran og de såkaldte P5+1 lande - som er USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland - være enige om de overordnede dele af aftalen, der skal ligge helt klar den 30. juni.

Begge sider håber, at en aftale kan betyde enden på en 12 år lang strid om atomprogrammet, hvor USA, Israel og en række andre lande mistænker Iran for i hemmelighed at være i gang med at udvikle atomvåben.

Iran fastholder, at atomprogrammet udelukkende tjener fredelige formål.

/ritzau/Reuters