Iran forbereder sig til VM med kun 11 spillere

Skrevet af admin

15/04/2014

Dagens topnyheder

VM i fodbold i Brasilien begynder om mindre end to måneder, men Irans hold kunne formentlig godt bruge mere forberedelsestid.

Tirsdag rejste holdet på træningslejr i Sydafrika, hvilket er den første reelle samling, siden holdet kvalificerede sig i juni 2013.

Men landstræner Carlos Queiroz kan ikke være tilfreds med vilkårene i Sydafrika. Han har blot 11 spillere med til samlingen og slet ingen målmand. Portugiseren havde ellers indkaldt 28 spillere.

Den smalle trup skyldes især, at de fire iranske klubber Esteghlal, Sepahan, Foulad og Teraktor-Sazi stadig er en del af den asiatiske udgave af Champions League og derfor ikke vil frigive spillerne.

Desuden er en række spillere optaget af opgaver for deres europæiske klubber.

De vil dog støde til truppen, efterhånden som de er færdige med forpligtelserne i deres respektive klubber.

Uanset må det betragtes som et tilbageslag for Irans landshold, der tilbage i september måtte aflyse en træningslejr på grund af manglende midler.

Ved VM kommer Iran til at stille op i rollen som underdog i gruppe F, hvor modstanderne er Argentina, Bosnien-Hercegovina og Nigeria.

/ritzau/afp