Iran: Vi har bombet Islamisk Stat inde i Irak

Iran bekræfter nu, at landet har gennemført luftangreb mod formodede oprørere fra Islamisk Stat (IS) inde i nabolandet Irak.

Det sker, efter at USA tidligere på ugen hævdede, at iranske jagerfly havde været på vingerne over Irak og kastet bomber mod IS i Diyala-provinsen.

I første omgang ville styret i Iran ikke bekræfte oplysningerne, og Iraks premierminister, Haider al-Abadi, sagde, at heller ikke han havde kendskab til de påståede flyvninger i irakisk luftrum.

Men nu siger Irans viceudenrigsminister, Ebrahim Rahimpour, at landets kampfly har bombet mål i Irak.

- Dette har vi gjort for at forsvare vores venners interesser i Irak, siger Rahimpour til den britiske avis The Guardian.

Han understreger, at Iran ikke samarbejder med USA i krigen mod Islamisk Stat, men siger, at angrebene var koordineret med den irakiske regering.

Den forklaring stemmer ikke overens med den irakiske premierministers udtalelser. Forklaringen er muligvis, at et samarbejde med den gamle ærkefjende Iran ikke vil blive godt modtaget i Bagdad.

Iran og Irak er historiske fjender, og de to lande lå i krig med hinanden fra 1980 til 1988. Flere hundredetusinde mennesker blev dræbt på begge sider, og for mange irakere er sårene fra dengang endnu ikke helet.

Efter at amerikanerne invaderede Irak i 2003 og Saddam Hussein og hans sunnimuslimske regime blev væltet, overtog mere Iran-venlige, shiamuslimske ledere magten i Bagdad.

Ifølge flere rapporter er også iranske landstyrker aktive i Irak, hvor de hjælper shiamuslimske militser og enheder i regeringshæren i kampen mod IS.

Iran har også udlånt fly til det irakiske luftvåben, og der har længe været spekuleret i, om det er iranske jagerpiloter, som sidder i cockpittet på disse fly.

/ritzau/NTB

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


Sammenlign sikre og regulerede casino-sider i Danmark. Udforsk de bedste online casinoer på www.bedrageri.com/online-casino


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip