Iransk boss om nederlag: Dommeren og Messi afgjorde det

Skrevet af admin

21/06/2014

Dagens topnyheder

Det iranske fodboldlandshold var tæt på at skabe den helt store VM-overraskelse i gruppe F lørdag aften mod Argentina.

Landstræner Carlos Queiroz' spillere skabte flere store chancer og blev måske snydt for et straffespark.

I overtiden scorede Lionel Messi til 1-0 og sikrede Argentina den forventede sejr.

- Der var to personer, der udgjorde forskellen i denne kamp: Dommeren og Messi. Mere vil jeg ikke sige, lyder det fra Queiroz efter nederlaget.

Argentina dominerede store dele af første halvleg, men efter pausen fik Iran skabt en del chancer.

Reza Ghoochannejhad og Ashkan Dejagah havde blandt andet et par velplacerede hovedstød, der sagtens kunne være endt i mål. Derudover blev Dejagah måske snydt for et straffespark efter en lille times spil.

Carlos Queiroz er opløftet over den iranske præstation.

- Jeg er ikke skuffet. Jeg er meget fornøjet med mine spillere, siger han.

Argentina topper gruppe F med seks point. Iran og Nigeria har et enkelt point hver. Nigeria og Bosnien, der har nul point, mødes senere lørdag.

Iran møder i sidste gruppekamp Bosnien, mens Argentina står over for Nigeria.

/ritzau/NTB