Irland siger ja til 2900 ekstra flygtninge trods undtagelse

Skrevet af admin

10/09/2015

Dagens topnyheder

Irland erklærer sig villig til at være en del af det flygtninge-kvotesystem, som EU-Kommissionen har foreslået.

Justitsminister Frances Fitzgerald siger, at Irland er klar til at tage imod yderligere 2900 flygtninge oven i de 600, som regeringen i Dublin tidligere i år lovede at tage.

Irland står lige som Danmark uden for EU's fælles asyl- og flygtningepolitik. Med Irlands tilsagn kan Danmark ende som det eneste EU-land, der ikke vil yde et ekstraordinært bidrag.

Også Storbritannien står uden for den fælles asylpolitik, men premierminister David Cameron har lovet at ville tage imod yderligere 20.000 flygtninge. Dog påpeger han, at det ikke vil ske som del af et europæisk kvotesystem.

- Irland har altid levet op til sine internationale humanitære forpligtelser, og vi er helt med på at spille vores rolle for at modgå den migrationskrise, som Europa står over for, siger Fitzgerald.

EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, fremlagde onsdag en plan om at fordele 160.000 flygtninge i EU-landene.

Torsdag bakkede EU-Parlamentet med stort flertal Junckers plan op, som primært er rettet mod flygtninge, der er strandet i Grækenland, Italien og Ungarn.

Ifølge den irske justitsminister vil de nye flygtninge koste landet 12 millioner euro ekstra om året for hver tusinde.

/ritzau/Reuters