Ishockey: Sønderjyske-profil får lang karantæne

Skrevet af admin

06/04/2015

Mest læste i dag

Ishockeyspilleren Warren Peters fra Sønderjyske får seks spilledages karantæne for den tackling, han gav Esbjergs Lasse Bang i den første kamp i finaleserien mellem de to klubber i fredags.

Dermed vil Sønderjyske ikke få gavn af sin profil i resten af finalekampene. Det har Danmarks Ishockey Unions disciplinærudvalg meddelt mandag.

DM-finalen i ishockey mellem Sønderjyske og Esbjerg spilles bedst af syv kampe, og Sønderjyske fører 2-0 i kampe efter 4-2 hjemme over Esbjerg i fredags og sejr på 3-1 i Esbjerg søndag.

Tredje kamp spilles tirsdag aften.

- På baggrund af de indsendte videoklip samt dommerens indberetning af den idømte matchstraf, er det udvalgets opfattelse, at det primære kontaktpunkt i Warren Peters' tackling er Lasse Bangs hoved.

- Endvidere, at Warren Peters tackler Lasse Bank i en såkaldt "blindside"-tackling, som ikke levner Lasse Bang nogen chance for at forsvare sig selv, begrunder udvalget straffen.

Sønderjyske har vundet DM-titlen de seneste to år i træk.

/ritzau/