Ishockeylandstræner har luksusproblemer før VM

Skrevet af admin

26/04/2016

Dagens topnyheder

Det danske ishockeylandshold er fløjet til Slovakiet for at spille de sidste to forberedelseskampe frem mod VM-turneringen i Moskva.

For Danmarks vedkommende begynder VM 7. maj med en kamp mod ærkerivalerne fra Norge. Inden da venter vigtige testkampe.

Og det bliver et dansk landshold med væsentlige forstærkninger, der stiller op til kampene torsdag og lørdag ude mod Slovakiet.

Ikke mindst fordi Jannik Hansen fra Vancouver Canucks er med på landsholdet efter sin måske bedste NHL-sæson nogensinde.

Også Nicklas Jensen og den nybagte tyske mester Mads Christensen er med på landsholdet, mens Lars Eller tilslutter sig truppen ved selve VM.

- Det er første gang, at jeg som VM-træner har haft så mange spillere at vælge imellem. Specielt i vores angreb, hvor der bliver virkelig hård kamp om pladserne.

- Det er positive valg, der skal tages, selv om det samtidig er svært at sige farvel til de spillere, der bliver valgt fra. Alle er kommet til landsholdslejren med stor motivation, siger landstræner Jan Karlsson.

På målmandsposten er Patrick Galbraith skiftet ud med Simon Nielsen. Dermed bliver trioen ved VM Sebastian Dahm, Simon Nielsen og George Sørensen. Sidstnævnte er som udgangspunkt med for at lære.

Landstræneren vil ikke uddybe fravalget af Galbraith, som mandag udtrykte stor skuffelse over ikke at komme med til VM.

- Jeg vil ikke komme nærmere ind på de specifikke årsager til vores skifte, men kan blot konstatere, at det var marginaler. Vi har fire dygtige og meget stærke målmænd til rådighed, siger Jan Karlsson.

/ritzau/