Islamister indleder chokoffensiv flere steder i Syrien

Skrevet af admin

25/06/2015

Dagens topnyheder

Islamisk Stat (IS) og modstandere af den syriske regering har iværksat en offensiv i det nordlige og sydlige Syrien. Det har ramt områder ved byen Kobani, Hasaka og Deraa.

De militante islamister fra IS er torsdag morgen trængt inde i den kurdiske by Kobani, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger kamphandlingerne i landet.

De lokale hospitaler fortæller, at 12 foreløbig er dræbt og 70 såret.

En talsmand for de kurdiske styrker i Kobani siger, at en selvmordsbombe eksploderede torsdag morgen som et forvarsel til angrebet.

De kurdiske styrker tilbageerobrede i begyndelsen af året hele Kobani, efter IS havde gennemført en fire måneder lang belejring af byen. Tilbageerobringen skete blandt med luftstøtte fra USA og arabiske lande, der indgår i en koalition mod islamisterne.

I det nordøstlige Syrien er IS brudt ind i byen Hasaka natten til torsdag, og det har indtaget to bydele, siger den syriske overvågningsgruppe.

- Svære kampe fortsætter, og der er granatbeskydning fra begge sider, lyder det fra gruppen.

Lige som i Kobani var det en selvmordsbombe, der var signal til det større angreb i Hasaka.

Byen kontrolleres delvist af de kurdiske militser og delvis af grupper, der er loyale over for den syriske regering.

Ved byen Deraa i det sydlige Syrien, hvor oprøret mod præsident Bashar al-Assad blev indledt i begyndelsen af 2011, er oprørere fra al-Nusra Fronten i hård kamp mod den syriske hær og grupper, der er loyale over for regeringen, rapporterer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Det regeringsvenlige syriske nyhedsbureau Sana siger, at angrebet fra al-Nusra er blevet slået tilbage.

- Hærenheder forpurrede forsøg fra terrorgrupper på at angribe flere militære stillinger i provinsen Deraa, og de destruerede flere pansrede køretøjer og dræbte snesevis af terrorister, hedder det.

Al-Nusra er en syrisk gren af al-Qaeda.

/ritzau/Reuters