Island ligner dansk VM-modstander i 1/8-finalen

Skrevet af admin

24/01/2015

Mest læste i dag

Hvis de danske håndboldherrer lørdag aften vinder eller spiller uafgjort mod Polen i den sidste kamp i gruppe D, så er modstanderen i 1/8-finalen ved VM i Qatar kendt.

Det bliver i så fald Island, som i gruppe C vandt 28-25 over Egypten.

Island snupper med sejren tredjepladsen i gruppen med i alt fem point og skal derfor møde nummer to fra gruppe D, og det kan altså meget vel blive Danmark.

På trænerfronten ville en Danmark-Island-kamp være meget spændende. Island trænes af Aron Kristjansson, der til dagligt er cheftræner i KIF Kolding København. Danmark trænes af islandske Gudmundur Gudmundsson.

Hvis Danmark og Island mødes i 1/8-finalen, er det danskerne, der har revanche til gode. Kort før VM vandt Island nemlig 30-29 over Danmark i Aalborg ved Totalkredit Cup.

Danmark-Polen-opgøret begynder klokken 19.

Taber Danmark til Polen, bliver den danske modstander i 1/8-finalen enten Sverige eller Frankrig, som møder hinanden på samme tid, som Danmark spiller mod Polen.

/ritzau/