Israel besvarer syriske skud

Skrevet af admin

04/09/2014

Dagens topnyheder

Et projektil ramte torsdag israelske styrker ved den israelsk-syriske grænse nær Golan-højderne. Det israelske militær besvarede ilden, oplyser det israelske militær uden at forklare hvordan. Man oplyser dog, at man ramte sit mål.

Det oplyses, at skuddene med stor sandsynlighed kom som følge af interne kampe mellem opposition-styrker og enheder loyale overfor præsident Bashar al-Assad.

Den Syriske Menneskerettighedsorganisation hævder, at svaret kom i form af et flyangreb mod en base for syriske regeringssoldater. Der var ingen rapporter om tilskadekomne.

Angrebet kommer, efter at jihadister i sidste uge overløb en grænsepost til Israel. De angreb herefter de FN-soldater, der er stationeret på grænsen til at overvåge våbenhvilen mellem Syrien og Israel, og tog 45 fijianere til fange og omringede 75 filippinere.

De 75 filippinere kom efter to dage fri af deres belejring. De 45 fijianere er stadig fanger for jihadisterne, som, man forventer, er fra Al-Nusra-fronten - en gruppe forbundet med Al Queda.

Søndag skød israelerne, hvad de kaldte en syrisk drone ned over Golan-højderne.

/ritzau/