Israel dræber fem palæstinensere i nyt luftangreb

Skrevet af admin

11/07/2014

Mest læste i dag

Kampene mellem Israel og Hamas fortsætter på fjerde dag, og fredag har seks palæstinensere - heriblandt mindst en kvinde og en syvårig dreng - mistet livet i Gazastriben.

De fem af dem blev dræbt under et angreb mod et hus for en militant islamist i den sydlige del af det palæstinensiske område, oplyser lægekilder. Yderligere 15 personer meldes kvæstet under luftangrebet.

Tidligere fredag lød det fra Gaza City, at en mand blev dræbt, da israelske fly bombede hans hus.

Dermed er antallet af dræbte nu oppe på 98, mens 670 mennesker er blevet såret i Gaza, siden Israel indledte sin offensiv mod Hamas, skriver talsmanden for den lokale redningstjeneste, Ashraf al-Qudra, fredag morgen på Twitter.

Samtidig er konflikten nu udvidet til det nordlige Israel.

Tidligt fredag morgen blev der affyret to raketter fra det sydlige Libanon mod Israel, rapporterer det nationale libanesiske nyhedsbureau ifølge Reuters.

En talskvinde for det israelske militær bekræfter ifølge nyhedsbureauet dpa, at der er blevet fundet en raket nær grænsebyen Metullah, hvor der ellers stort set har været roligt, siden Israel og den libanesiske Hizbollah-milits i 2006 udkæmpede en månedlang krig.

Israel iværksatte offensiven mod Gaza natten til tirsdag for at sætte en stopper for Hamas' raketangreb på sydisraelske byer.

Konflikten er blusset op efter 12. juni, hvor tre israelske teenagere blev bortført på Vestbredden. De blev senere fundet dræbt. Efterfølgende blev det forbrændte lig af en ung palæstinenser fundet, hvilket betegnes som hævn for drabene på de tre israelere.

Efter at Israel iværksatte offensiven, har Hamas udråbt alle israelere som mål og sendt en regn af raketter over Israel.

Ifølge den israelske hærs talskvinde er der de seneste dage affyret 407 mortergranater og raketter fra Gaza mod Israel, mens 118 raketter er blevet opfanget af det israelske raketforsvarssystem Iron Dome.

/ritzau/AFP