Israel er indstillet på at fortsætte krigen i Gaza

Skrevet af admin

02/08/2014

Dagens topnyheder

Israel er klar til at fortsætte med at bekæmpe militante medlemmer af Hamas-bevægelsen i Gazastriben, efter at hæren har afsluttet dens primære mission med at ødelægge tunneler under grænsen fra Gazastriben til Israel, lyder det fra premierminister Benjamin Netanyahu lørdag.

- Efter at have afsluttet anti-tunnel-operationen, vil IDF (Israels hær, red.) handle og fortsætte med at handle i overensstemmelse med vores behov for sikkerhed og kun i overensstemmelse med vores forsvarsbehov, indtil vi opnår vort mål, der er at genskabe sikkerheden for jer, israelere, siger han i en tv-tale.

- Fra begyndelsen har vi lovet at genskabe ro for Israels indbyggere, og vi vil fortsætte med at handle, indtil det mål er opnået. Vi vil bruge al den tid, der er nødvendig, og vi vil udøve så meget magt, der er nødvendig, påpeger han i talen.

På et pressemøde med forsvarsminister Moshe Yaalon lørdag aften nævnte Netanyahu ikke en lyd om, at de israelske landstyrker var ved at trække sig ud af Gazastriben, sådan som israelske medier og øjenvidner fortalte tidligere lørdag.

- Vi vil ikke tolerere en fortsættelse kampene. Hamas er nødt til at forstå, at uanset hvor lang tid, det kommer til at vare, så vil palæstinenserne komme til at betale en uacceptabel pris, set ud fra Hamas' perspektiv, for at fortsætte kampene, siger Netanyahu.

Hamas' reaktion på Netanyahus tale lørdag er, at den islamistiske gruppe vil fortsætte krigen mod Israel, indtil dens mål er nået. Det siger Hamas-talsmand Fawzi Barhum til nyhedsbureauet AFP kort efter den israelske premierministers tale.

Indtil videre har den israelske offensiv kostet flere end 1670 palæstinensere livet, mens 66 israelere har mistet livet.

Samtidig er en palæstinensisk delegation ankommet til Kairo for at drøfte mulighederne for en våbenhvile i Gazastriben, selv om Israel har gjort klart, at man ikke vil sende repræsentanter til forhandlingerne.

Den palæstinensiske delegation, der omfatter Den Palæstinensiske Myndigheds spionchef, Majid Faraj, får følgeskab af Hamas-repræsentanter og vil mødes med egyptiske myndigheder søndag.

/ritzau/dpa