Israel godkender 900 bosætterboliger

Skrevet af admin

07/05/2015

Dagens topnyheder

Israel har godkendt 900 bosætterboliger i Østjerusalem, fortæller en talskvinde for Peace Now, en ngo som overvåger de israelske bosættelser på palæstinensisk territorium.

Beslutningen blev truffet i et byplanlægningsudvalg i Jerusalem sent onsdag, fortæller talskvinden Hagit Ofran.

Boligerne skal opføres i den allerede eksisterende bosættelse Ramat Shlomo.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, fik onsdag - i sidste øjeblik - dannet en koalitionsregering med støtte fra den ydre del af højrefløjen.

Netanyahu indgik en aftale med partiet Jødisk Hjem om, at det mindre parti bliver en del af den kommende regering.

Jødisk Hjem er et ultranationalistisk højrefløjsparti, der særligt taler de jødiske bosætteres sag.

Israels fortsatte og løbende udvidelser af bosættelserne bliver kritiseret verden over. Men selv kritik fra en hovedallieret som USA har ikke stoppet regeringen i at opføre flere boliger i de palæstinensiske områder.

Netanyahus aftale om en ny regering kom kort tid før, at fristen for at samle et tilstrækkeligt antal mandater udløb onsdag klokken 23 dansk tid.

I forvejen havde premierministeren indgået samarbejdsaftaler med centrumhøjrepartiet Kulanu og de to ultraortodokse partier Shas og Forenede Tora-Jødedom (seks mandater).

/ritzau/AFP