Israel om atom-løsning: Det er en dårlig aftale

Skrevet af admin

24/11/2013

Dagens topnyheder

Den israelske regering tager skarpt afstand fra den atomaftale, som seks stormagter indgik med Iran natten til søndag.

- Det er en dårlig aftale, der giver Iran, hvad det ønsker: Den delvise lempelse af sanktioner, mens det kan opretholde en essentiel del af dets atomprogram, siger en embedsmand fra premierminister Benjamin Netanyahus kontor.

Samtidig siger landets økonomiminister Naftali Bennett, der er medlem af Netanyahus sikkerhedskabinet, at Israel ikke er bundet af aftalen.

- Israel ser ikke sig selv som bundet af denne dårlige, denne meget dårlige aftale, der er blevet underskrevet, siger ministeren ifølge Reuters.

- Iran truer Israel, og Israel har retten til at forsvare sig, siger Bennett, der er leder af det højreorienterede parti Jødisk Hjem.

USA's præsident, Barack Obama, har planer om søndag at tale med Netanyahu om hans bekymringer om aftalen, lyder det fra en embedsmand i den amerikanske regering ifølge Reuters.

/ritzau/AFP