Israel sætter 26 palæstinensiske fanger på fri fod

Skrevet af admin

31/12/2013

Dagens topnyheder

Israel har natten til tirsdag frigivet 26 palæstinensiske fanger som led i fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne.

Løsladelserne er den tredje af fire lovede frigivelser af i alt 104 fanger, som den israelske premierminister Benjamin Netanyahu har forpligtet sig til.

Ifølge en palæstinensisk embedsmand satte to kassevogne med 18 fanger kurs fra Ofer-fængslet mod Ramallah på Vestbredden lidt over midnat. Tre fanger blev ført til Gazastriben, mens de sidste fem blev sat fri i Østjerusalem.

Frigivelsen sker kort før, at den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, ankommer til Israel i et forsøg på at sætte skub i de skrøbelige forhandlinger.

Som med de to foregående frigivelser i august og oktober, hvor også 26 fanger blev løsladt, bønfaldt israelske efterladte landets højesteret om at standse frigivelsen.

De 26 fanger blev fængslet før underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993, der formelt indledte fredsprocessen i Mellemøsten. De bliver hyldet som helte af palæstinenserne.

Gruppen, der blev kørt til Ramallah, blev mødt af den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, der lovede dem, at der ikke blev indgået en endelig aftale med Israel, før alle fanger er vendt hjem.

Løsladelserne ventes at blive ledsaget af meddelelser om byggeplaner af nye jødiske bosættelser på den besatte vestbred. Det skete i forbindelse med de to foregående fangeløsladelser, og det ventes at ophidse det palæstinensiske og internationale samfund.

Det er Kerrys tiende besøg i regionen siden marts, og det ventes, at han skal forholde sig til byggeplanerne, når han ankommer tirsdag.

Den amerikanske udenrigsminister har presset både Israel og palæstinenserne til at blive enige om en ramme for en endelig løsning forud for forhandlingernes deadline i april.

Den sidste gruppe fanger ventes at blive frigivet i løbet af foråret.

/ritzau/AFP