Israels våbenlove lempes efter synagoge-terror

Skrevet af admin

18/11/2014

Dagens topnyheder

Israelske borgere får lettet reglerne for, hvornår de må bære skydevåben.

Yitzhak Aharonovitch, minister for offentlig sikkerhed, siger, at han vil lempe våbenlovgivningen.

Meldingen kommer efter det blodige attentat tirsdag morgen, da to palæstinensere trængte ind i en synagoge i Vestjerusalem og dræbte fire mennesker og sårede otte andre, inden de begge blev dræbt af politiet.

- I de kommende timer vil jeg lette reglerne for, hvornår man kan bære våben, siger ministeren i en udtalelse, der transmitteres af den statslige radio.

Det er ikke klart, hvordan reglerne lempes. Det ventes dog, at opblødningen vil åbne for, at alle, der har våbentilladelse som blandt andet private sikkerhedsvagter, nu også får tilladelse til at bære våben, når de ikke arbejder.

Det skal sætte israelerne i stand til bedre at forsvare sig mod terrorister.

I forvejen er Israel et land, hvor der mange bevæbnede mennesker i det offentlige rum. Soldater, der er på vej til og fra tjeneste, har deres skydevåben med sig i busser og andre steder, og der er bevæbnede vagter mange steder.

Det gælder blandt andet caféer, restauranter og barer.

Mange israelske bosættere på Vestbredden bærer våben hele tiden, også når de er på besøg i for eksempel Jerusalem.

Sikkerhedsministeren siger også, at kontrollen med personer, der kommer fra det arabiske Østjerusalem til Vestjerusalem, vil blive skærpet.

I Østjerusalem har der næsten dagligt været sammenstød mellem politi og stenkastere på gaderne i de seneste måneder.

Israel erobrede i 1967 Østjerusalem fra Jordan og har siden annekteret bydelen og udråbt det samlede Østjerusalem som sin hovedstad.

Annekteringen er ikke internationalt anerkendt.

Palæstinenserne siger, at de ønsker Østjerusalem som hovedstad i en kommende palæstinensisk stat.

Frem til 1967 var Vestjerusalem Israels hovedstad, og det er også her, at det israelske parlament, Knesset, ligger.

/ritzau/AFP