Israelske fly bomber i Gaza som svar på raketnedslag

Skrevet af admin

20/12/2014

Mest læste i dag

Israelske fly har tidligt natten til lørdag bombet mål i Gazastriben som svar på et raketangreb fra Gazastriben fredag eftermiddag, oplyser Israels hær ifølge Reuters.

Det er det første israelske luftangreb siden Operation Protective Edge i sommer, hvor Israel gik ind i Gaza efter en række raketangreb fra den militante bevægelse Hamas, der kontrollerer Gazastriben.

Ifølge Israels hær har målene for bombardementerne natten til lørdag været Hamas' "terrorinfrastruktur".

- Terrororganisationen Hamas er ansvarlig for dagens angreb mod Israel, siger forsvarets talsmand Peter Lerner i en udtalelse.

- IDF (det israelske forsvar, red.) vil ikke tillade noget forsøg på at undergrave sikkerheden og civiles velbefindende i Israel, tilføjer han.

Raketten fra Gaza er den første siden 1. november og den tredje siden våbenhvilen 26. august. Den slog ned på en åben mark i det sydlige Israel, og ingen personer kom til skade.

En talsmand for sundhedsministeriet i Gaza oplyser til AFP, at der heller ikke er meldinger om nogen dræbte eller sårede i forbindelse med luftangrebene nær Khan Yunis i den sydlige del af Gaza.

Israel iværksatte en offensiv i Gaza 8. juli med det erklærede mål at sætte en stopper for de mange raketter, som Hamas sendte ind over Israel. Det skulle blandt andet ske ved at ødelægge mange af de tunneler, som Hamas benytter til våbensmugling og til at komme uset ind i Israel.

Kampene stoppede 50 dage senere, da parterne indgik en aftale om våbenhvile ved forhandlinger i Egypten.

2131 palæstinensere mistede livet under kampene. 66 soldater og seks civile mistede livet på israelsk side.

Ved en anden hændelse fredag blev fire palæstinensere såret af skud i benene fra israelske grænsesoldater, da de på trods af advarsler ikke ville flytte sig væk fra det hegn, der adskiller Gaza fra Israel.

/ritzau/