Italiens nye landstræner vil bringe storheden tilbage

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Det er kun to år siden, at det italienske fodboldlandshold var i EM-finalen, men ved denne sommers VM-slutrunde var der ikke meget storhed tilbage over den traditionelle supermagt.

Italien røg ud efter indledende gruppespil, landstræner Cesare Prandelli forlod posten, og nu er det op til den tidligere Juventus-træner Antonio Conte at få de azurblå stjerner tilbage på sporet:

- Spillerne kommer lige fra en skuffende oplevelse, men vi har dygtige spillere.

- Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi kan rejse os, for Italien skal være blandt de stærkeste landshold i verden, siger Conte ifølge nyhedsbureauet AFP på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Han er klar over, at der venter et genopbygningsarbejde på et landshold, hvor mangeårige profiler som Gianluigi Buffon og Andrea Pirlo er ved at være oppe i årene.

Men Conte mener, at han med sin personlighed og sejrsvilje kan gøre en forskel fra sidelinjen.

- Jeg kan godt lide hårde udfordringer. Jeg medbringer min egen mentalitet. Jeg lever for at vinde. Forskellen mellem sejr og nederlag er for mig den samme som forskellen mellem liv og død, siger Antonio Conte.

Han forlod tidligere på sommeren overraskende Juventus efter at have ført klubben til det tredje italienske mesterskab på stribe.

Egentlig var det planen at tage en sabbatperiode, men pludselig var landstrænerjobbet altså ledigt.

- Jeg forventede ikke at være i denne position 35 dage efter, at jeg forlod Juventus. Jeg regnede med, at jeg skulle rejse rundt i Europa og forbedre mine sprogfærdigheder. Jeg var forberedt på at vente på en europæisk topklub, fortæller Antonio Conte.

Hans første kamp i spidsen for det italienske landshold bliver en testkamp mod Holland 4. september.

/ritzau/