Jægerkorpset og Frømandskorpset er nu samlet i en enhed

Skrevet af admin

25/06/2015

Mest læste i dag

1. juli er det officielt, men allerede torsdag blev det markeret ved en festlighed på Flyvestation Aalborg, at Jægerkorpset og Frømandskorpset nu er en del af Specialoperationskommandoen.

Specialoperationskommandoen blev oprettet 1. september 2014 som en del af det seneste forsvarsforlig, og kommandoens første chef, generalmajor Jørgen Høll, ansatte sin første medarbejder den 1. december 2014.

- Vi er kun lige startet, og der er langt igen. Specialoperationskommandoen skal samle Forsvarets special-operationskapaciteter under skyldig hensyntagen til de specialer og kulturer, de to korps bringer med sig, siger generalmajor Jørgen Høll.

Specialoperationskommandoen og Jægerkorpset har fysisk hjemme hver sit sted på Flyvestation Aalborg, mens Frømandskorpset bliver på Flådestation Kongsøre.

Planen med at samle de to korps under én kommando er dels at styrke specialoperationskapaciteten og dels at udvikle nye anvendelsesmuligheder.

Jægerkorpset og Frømandskorpset var sammen indsat i det nordlige Afghanistan i 2002, og de to korps har arbejdet tæt sammen de seneste 12 år med udgangspunkt i hver sit værn.

- Ved at samle kapaciteterne i én organisation, der fokuserer på specialoperationer, kan vi opnå en faglig synergieffekt og samtidig styrke og udvide de samlede danske kapaciteter til specialoperationer, siger Jørgen Høll.

/ritzau/