Jagten på forsvundet passagerfly kan trække ud i årevis

Skrevet af admin

25/04/2014

Dagens topnyheder

Det kommer sandsynligvis til at tage år at lokalisere det forsvundne passagerfly fra Malaysia Airlines, som menes at være styrtet ned i Det Indiske Ocean.

Det siger en højtstående person i det amerikanske forsvar, efter at den foreløbige eftersøgning med en miniubåd ikke har givet nogen resultater.

Det amerikanske undervandsfartøj Bluefin-21 har i dagevis ledt efter Boeing-flyet på havbunden i Det Indiske Ocean.

Men der fortsat intet spor efter flyet og de 239 mennesker om bord, som har været forsvundet siden 8. marts efter en flyvning fra Kuala Lumpur i Malaysia med Kinas hovedstad, Beijing, som mål.

Hvis den sidste eftersøgning med miniubåden heller ikke givet noget resultat, må eftersøgningsområdet udvides markant, lyder det.

- Vi satsede alt på dette lille område og fandt ikke noget. Nu er du nødt til at gå tilbage til det store område. Og nu taler vi om år, siger forsvarskilden, der ønsker at være anonym.

Optimismen steg ellers onsdag, da mulige vragdele blev lokaliseret ved Australiens kyst. Men delene har vist sig ikke at stamme fra passagerflyet MH370.

Malaysia vil snart offentliggøre en foreløbig rapport om det forsvundne fly, siger landets premierminister, Najib Razak, i et interview med CNN.

Snesevis af pårørende til passagererne, der var om bord på det forsvundne fly, aktionerer uden for Malaysias ambassade i Beijing, hvor de stiller krav om at få flere informationer fra myndighederne.

Protestaktionen blev indledt efter et kaotisk møde torsdag mellem repræsentanter for luftfartsselskabets ansatte og pårørende, som har ventet i næsten 50 dage uden at få vished om, hvad der er sket med deres kære.

Omkring to tredjedele af de ombordværende var fra Kina. Familierne til mange af dem har ventet og ventet på et hotel i Beijing. Ofte har de ladet deres frustration gå ud over de embedsmænd, som er kommet for at briefe dem.

Mange af dem klager over Malaysias "hemmelighedsfulde og inkompetente håndtering" af eftersøgningen efter flyet.

/ritzau/Reuters