Jagten på sejr: Præsidenten fordobler bonus

Skrevet af admin

24/06/2014

Dagens topnyheder

Der er ekstra penge i vente til spillerne, hvis Elfenbenskysten tirsdag aften vinder over Grækenland og sikrer sig adgang til 1/8-finalen ved VM-slutrunden i Brasilien.

Ifølge nyhedsbureauet dpa vil landets præsident Alassane Ouattara fordoble spillernes bonus, hvis de når blandt de bedste 16 nationer ved VM - det betyder et ekstra beløb på 25.000 euro, svarende til 186.000 kroner.

Den regeringsejede avis på Elfenbenskysten, Fraternité Matin, citerer parlamentets formand Soro Guillaume for, at holdet spillede godt mod Columbia til trods for nederlaget, og han var tryg ved, at holdet nok skulle gå videre.

- Republikkens præsident har bedt mig fortælle jer, at han er stolt af jer, og han har desuden bedt mig fortælle, at han vil fordoble jeres bonus, hvis I vinder over Grækenland og går videre til næste runde, siger han.

Hvis kampen mellem Japan og Columbia ender uafgjort, kan uafgjort også være nok for Elfenbenskysten.

Holdet har deltaget ved VM to gange tidligere, men har aldrig klaret sig videre fra gruppespillet.

/ritzau/