Jan Karlsson: Vi betalte for Finlands dårlige VM-start

Skrevet af admin

04/05/2015

Dagens topnyheder

Ishockeylandstræner Jan Karlsson erkender, at hans mandskab var kommet på overarbejde, da Danmark søndag aften mødte Finland og tabte 0-3 ved VM i Tjekkiet.

Karlsson frygtede på forhånd, at det finske åbningsnederlag på 1-5 mod USA ville komme til at virke som et spanskrør mod danskerne, fordi de finske stjerner var opsatte på revanche.

- Desværre fik jeg ret. Finnerne har fået meget kritik efter kampen mod USA, og de var 100 procent fokuserede mod os. I løbet af få dage kan et hold vise meget forskellige ansigter, og vi mødte et frygtelig stærkt finsk hold i dag.

- Første periode blev spillet i et grumt tempo, og vi fik virkelig lov til at arbejde for at overleve, siger Jan Karlsson.

Skudstatistikken sagde 20-4 efter første periode og 33-6 efter anden, inden danskerne kom lidt bedre med i kampens sidste tredjedel.

Men det var og blev reelt én lang forsvarskamp, hvor danskerne skulle håbe på, at de finske stjerner begyndte at gå i panik.

- To skift inden deres første scoring tænkte jeg: Nu begynder de at falde af på den. Og så fik de desværre det mål.

- Man så også på de finske spillere og ledere, at det var et meget forløsende mål for dem. Selv om vi ikke truede dem, så stod der jo stadig 0-0 på lystavlen, og tiden gik til vores fordel, siger Jan Karlsson.

Efter to hårde kampe har det danske hold kampfri mandag, inden det gælder den vigtige kamp mod Hviderusland på tirsdag.

/ritzau/