Fredag blev en rigtig god dag for Jan Ø. Jørgensen. For anden gang i karrieren besejrede den danske badmintonspiller verdensstjernen Lin Dan fra Kina, som blev nedkæmpet med cifrene 21-19, 13-21, 21-16 i kvartfinalerne ved Japan Open i Tokyo.
- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for og stolt over denne skalp. Jeg har spillet noget af mit allerbedste for at slå ham.
- Det kan godt være, at han kun har spillet fire-fem turneringer, men når han spiller op, så er han ikke sjov. Så jeg spillede rigtig godt i dag og er meget stolt over mit niveau.
- Jeg er meget tilfreds med min disciplin og mit fokus hele vejen gennem kampen. Jeg formåede at holde hovedet koldt i de tætte situationer og spille på fysikken og skarpheden. Jeg havde alle de ting med i dag, og det gjorde, at jeg vandt, siger Jan Ø. Jørgensen.
Den 26-årige dansker flyver dog ikke rundt på en lyserød sky efter sejren over den femdobbelte verdensmester og dobbelte OL-guldvinder, Lin Dan, der siden 2006 har vundet syv af otte mulige guldmedaljer i OL- og VM-sammenhæng.
- Det er kun en kvartfinale, jeg har vundet. Der er lang vej endnu, og der er meget badminton, der skal spilles, for at det kan blive rigtig sjovt.
- Så jeg tager det rimelig cool og nyder det i aften, og så skal jeg i gang med forberedelserne til i morgen, siger Jan Ø. Jørgensen.
Den tredjeseedede dansker skal i semifinalerne lørdag møde ottendeseedede Hu Yun fra Hongkong, som han fører 2-0 over i indbyrdes opgør.
Hu Yun viste dog klasse ved at sende andenseedede Chen Long fra Kina ud i kvartfinalerne.
- Det bliver rigtig svært. I dag var der ikke noget pres på mig, alt presset var på Lin Dan. I morgen er det omvendt, folk forventer, at jeg slår Hu Yun.
- Jeg har lige slået historiens bedste spiller, og så forventer folk en sejr. Så kampen i morgen bliver anderledes og mindst lige så svær, måske endda sværere. Så jeg tager det meget seriøst og går all-in i morgen, siger Jan Ø. Jørgensen.
/ritzau/