Jan Ø. sikrer første Super Series-finale i tre år

Skrevet af admin

26/10/2013

Mest læste i dag

Jan Ø. Jørgensen er klar til at spille finale ved Super Series-turneringen French Open i Paris.

Den danske badmintonspiller vandt lørdag 21-18, 18-21, 21-10 i semifinalen over thailænderen Tanongsak Saensomboonsuk, der ligger nummer 13 på verdensranglisten.

Det er Jan Ø. Jørgensens første finale i en Super Series-turnering, siden han vandt Denmark Open i 2010.

Den fjerdeseedede dansker fik en skidt start på første sæt og kom bagud 6-10, men seks dueller senere havde han forvandlet stillingen til en 12-10-føring.

Jan Ø. Jørgensen holdt fast i føringen i resten af første sæt, og han skaffede sig tre sætbolde ved 20-17, hvor han udnyttede den anden.

Han havde mødt sin thailandske modstander en enkelt gang før lørdagens møde. Det var ved Swiss Open sidste år, hvor danskeren vandt i tre sæt.

Det blev også nødvendigt i Paris, for Tanongsak Saensomboonsuk snuppede andet sæt. Her førte Jan Ø. Jørgensen ellers 7-1, før thailænderen arbejdede sig ind i sættet.

Han kom foran 18-14, og selvom danskeren fik udlignet, nyttede det ikke noget, for Tanongsak Saensomboonsuk sikrede herefter sættet med tre point på stribe.

I tredje sæt kom Jan Ø. Jørgensen bagud 0-3, men herefter dominerede han sættet.

I finalen søndag venter enten den topseedede Lee Chong Wei fra Malaysia eller japaneren Kenichi Tago.

I sidste uge tabte Jan Ø. Jørgensen i tre sæt til Lee Chong Wei i kvartfinalen ved Denmark Open i Odense.

/ritzau/