Jan Ø. tvinger Lin Dan ud i tre sæt og taber

Skrevet af admin

13/11/2014

Dagens topnyheder

Jan Ø. Jørgensen gav sig selv gode muligheder for at besejre den femdobbelte verdensmester Lin Dan i egen hule ved China Open.

Men danskeren fik ikke bygget videre på sin gode start på kampen og endte med at tabe i tre sæt med cifrene 21-19, 18-21, 15-21.

I første sæt var det danskeren, der havde initiativet, og selv om han smed en firepointsføring væk undervejs, vandt han to afgørende point, da der stod 19-19.

I andet sæt overtog Lin Dan til gengæld styringen. Foran 14-7 lignede han en mand, der var sikkert på vej til at udligne, men Jan Ø. Jørgensen gav ikke op.

Han nåede op på 16-17 og var lige ved at knække kineseren, men Lin Dan red stormen af og tvang kampen ud i tredje sæt.

Her så det fortsat lovende ud ved stillingen 8-8, men så vandt hjemmebanefavoritten fire bolde i træk, og det fik Jørgensen aldrig hentet ind igen.

Jan Ø. Jørgensen gik ellers ind til kampen med sejre i de to spilleres seneste to opgør, ligesom han også gik videre ved Denmark Open for nylig, hvor Lin Dan trak sig med en knæskade inden deres planlagte møde i anden runde.

Lin Dan har dog overhånden i deres indbyrdes opgør, hvor stillingen nu er 6-2 i kineserens favør.

Lin Dan har ikke spillet meget badminton i 2014 og deltog blandt andet heller ikke ved VM i Ballerup tidligere på året.

Derfor er han kun nummer 14 i verden, og det betyder, at han ikke er seedet ved Super Serie-turneringerne.

Det er også årsagen til, at Jan Ø. Jørgensen trods sin seedning som nummer tre kunne rende ind i den kinesiske verdensstjerne allerede i anden runde.

/ritzau/