Jan Pytlick om EM-lodtrækning: Vi kan godt slå Norge

Skrevet af admin

19/06/2014

Mest læste i dag

Det var ganske glimrende, at Ukraine havnede i samme gruppe som Danmark ved håndbold-EM i december.

Det mener kvindelandstræner Jan Pytlick efter torsdagens lodtrækning i kroatiske Zagreb. Gruppen tæller dog også Norge og Rumænien, som bliver langt vanskeligere modstandere.

- Jeg er godt tilfreds. Vi ville gerne have Ukraine med over i vores pulje, og det fik vi. Rumænien og Norge er to meget stærke nationer, men det er også nationer, jeg mener, vi kan slå.

- Vi har lige mødt Ukraine to gange, og vi har slået dem begge gange. Så vi har et godt kendskab til dem, og det har de selvfølgelig også til os. Men jeg mener, at det er et hold, vi skal kunne slå, fastslår Pytlick.

Tre hold fra det indledende gruppespil går videre til mellemrunden, og det handler for Danmark om at få så mange point med videre som muligt.

- Med stor respekt for Rumænien og Norge - som er to fantastiske nationer, så er det også hold, vi kan slå. Men det er også hold, vi kan tabe til.

- Norge er en stærk håndboldnation, og det vil være et af de hold, der skal kæmpe med om medaljer, må man regne med.

- Så der venter os en svær opgave, men jeg mener ikke, at den er uløselig. Jeg synes, vi er kommet langt med vores hold, så jeg tror, at vi kan byde Norge mere op til dans, end vi har gjort hidtil, vurderer Pytlick.

- Jeg hæfter mig bare ved, at alle hold ved mesterskabet - bortset fra Ukraine og Slovakiet - er så stærke, at vi kan vinde og tabe til alle sammen.

- Det er det stærkeste EM nogensinde, vil jeg vove at påstå, lyder det fra landstræneren.

EM afvikles fra 7. til 21. december i Ungarn og Kroatien.

/ritzau/