Japan og Jordan samarbejder tæt om at få IS-gidsler fri

Skrevet af admin

28/01/2015

Dagens topnyheder

Japan er i tæt samarbejde med Jordan om at få løsladt gidsler, der bliver holdt af den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS), som truer med at henrette de tilfangetagne.

Det oplyser Japans udenrigsminister, Fumio Kishida, efter at IS tirsdag offentliggjorde en videooptagelse, hvor gruppen truer med at dræbe gidslerne inden for et døgn.

Udenrigsministeren fortæller, at den japanske regering blev bekendt med optagelsen klokken 15.00 dansk tid tirsdag. Men han ønsker ikke at gøre offentligheden bekendt med, hvad samarbejdet og diskussionerne med Jordan består i.

I videoen ses et foto af japaneren Kenji Goto, og en stemme siger, at han kun har "24 timer tilbage at leve i".

Samtidig fremgår det af videoen, at en jordansk pilot, som IS også menes at holde som gidsel, "har endnu mindre tid".

På billedet holder Goto et foto af piloten, der hedder Maaz al-Kassasbeh.

De to bliver dræbt, hvis en kvindelig jihadist ikke forinden er løsladt fra et fængsel i Jordan, siger stemmen.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at det ikke umiddelbart kan identificere stemmen, men skriver også, at stemmen virker til at være identisk med stemmen på en tidligere optagelse, som ifølge myndighederne i Tokyo tilhører Goto.

Kenji Goto er journalist og har været holdt som gidsel med en anden japaner, nemlig Haruna Yukawaha, som arbejdede for et sikkerhedsfirma. Han blev dræbt af IS i sidste uge.

Tirsdag aften samledes flere hundrede personer foran den jordanske premierministers kontor og opfordrede til at imødekomme kravene fra IS for at redde den unge pilots liv.

Blandt andet pilotens far, Safi al-Kassasbeh, beder indtrængende om hjælp fra premierministeren.

- Jeg beder alle jordanere stå sammen og opfordre til løsladelsen af Maaz. De skal imødekomme ethvert krav fra Islamisk Stat, lyder det fra faderen.

Maaz al-Kassasbeh blev taget til fange, da hans fly styrtede ned i det nordøstlige Syrien i december under en mission, hvor han skulle angribe IS-militante.

/ritzau/Reuters