Japan ramt af små tsunamier efter skælv i Chile

Skrevet af admin

03/04/2014

Mest læste i dag

Mindre tsunami-bølger ramte natten til torsdag dansk tid Japans kyster efter det kraftige jordskælv i Chile flere tusindvis kilometer borte cirka 24 timer tidligere.

Bølger på cirka 20 centimeter blev klokken 6.25 lokal tid registreret på kysten i Iwate-provinsen, oplyser Japans meteorologiske institut.

Nogle timer tidligere var tsunamivarslingen for Hawaii blevet afblæst.

Også i andre områder af det nordlige Japan blev der opdaget mindre tsunamier. Større bølger som følge af det kraftige jordskælv på 8,2 kan ramme Japan senere.

Myndighederne havde på forhånd advaret mod tsunamibølger på op til en meters højde langs østkysten.

Det var det område, der i marts 2011 blev hårdest ramt af et jordskælv og en tsunami, som dræbte over 18.000 mennesker og udløste en ulykke på atomkraftværket i Fukushima.

Seks mennesker mistede livet, og flere tusind boliger blev ødelagt langs den nordlige kyst i Chile, men landet var godt forberedt på det voldsomme skælv, der havde sit center knap 100 kilometer fra kysten.

I 1960 sendte et jordskælv ud for Chile på 9,5 en tsunami over Stillehavet. Bølgerne dræbte omkring 140 mennesker i Japan.

/ritzau/AFP