Årets nobelpris i fysik går til japanerne Isamu Akasaki, Hiroshi Amano og Shuji Nakamura, oplyser Nobelkomitéen ifølge nyhedsbureauet TT.
De tre forskere modtager prisen for opfindelsen af effektive blå lysdioder som muliggør lysstærke og energieffektive lyskilder.
Lysdioderne er også kendt under forkortelsen LED.
- Prismodtagerne har opfundet en ny energieffektiv og miljøvenlig lyskilde - den blå lysdiode LED. Takket være den kan hvidt lys skabes på en helt ny måde, og vi har fået et mere holdbart og effektivt alternativ til ældre lyskilder, lyder det i begrundelsen fra Nobelkomitéen.
- Da de gjorde opfindelsen i begyndelsen af 1990'erne, blev vejen banet for at forandre lysteknologi fra grunden. Den almindelige glødelampe lyste hele 1900-tallet op. LED-lampen kommer til at lyse 2000-tallet op, hedder det i begrundelsen.
De tre japanere modtager officielt prisen til Nobelfesten, der finder sted 10. december.
/ritzau/TT