En mand fik røde kinder, da politiet i Sydney i Australien kom og bankede på døren til hans lejlighed i søndags.
Det havde nemlig modtaget en anmeldelse om, at der blev råbt trusler, og at møbler blev smidt rundt i lejligheden. Derfor troede naboerne, det var et tilfælde af hustruvold. Det skriver The Guardian.
Men da politiet kom ud til stedet - hvorfra anmelderen havde hørt en kvinde skrige hysterisk, mens manden råbte “Jeg dræber dig!” - viste problemet sig at have en del flere ben. Otte faktisk.
Det var nemlig ikke sin kone, manden forsøgte at slå ihjel, men derimod en edderkop. Manden, der åbnede døren, var ifølge politiet forpustet og temmelig rødmosset.
- Hvor er din kone?, spurgte den ene betjent.
- Jeg har ikke én, svarede mand.
- Hvor er din kæreste?, prøvede betjenten.
- Jeg har ingen, fastholdt manden.
Politiet fortalte ham, at naboer havde hørt skrig, dødstrusler og lyden af møbler, der blev flyttet rundt.
Kom nu, makker, hvad har du gjort ved hende?, spurgte betjenten.
- Det var en edderkop. En virkelig stor én, sagde manden.
- Men hvad med kvinden, der skreg?
- Ja, jeg er ked af det. Det var mig. Jeg hader edderkopper virkelig, virkelig meget.
I sidste ende stammede lydene fra manden, der panisk jagtede edderkoppen rundt i sin lejlighed med en dåse insektspray. Politiet undersøgte lejligheden blot for at være sikre på, at der ikke var nogen sårede.
Det var der ikke. I hvert fald ikke andre end den døde edderkop.
Følg Dagens Mærkelige Nyheder for flere lignende artikler: