Jens Rohde får landbrugs-ansvar i EU-Parlamentet

Skrevet af admin

15/07/2014

Mest læste i dag

Jens Rohde (V) er tirsdag blevet valgt til koordinator i landbrugsudvalget i EU-Parlamentet for den liberale gruppe, Alde, som han sidder i.

- Det giver et godt udgangspunkt for at gøre en forskel - ikke kun for det danske, men også for det europæiske landbrug, siger Jens Rohde efter udnævnelsen, som fandt sted på et gruppemøde i Strasbourg.

De sidste tre år har han været den liberale gruppes koordinator i industriudvalget, men ville efter eget udsagn hellere over i landbrugsudvalget.

- Det er koordinatoren, der lægger linjen for gruppens landbrugspolitik, leder alle møder om landbrug for gruppen og fordeler arbejdet i gruppen, siger Rohde.

De områder, han især vil kaste sig over, er lige konkurrencevilkår på landbrugsområdet, implementeringen af landbrugsreformen, dyrevelfærd, klima og energi, og så vil han kæmpe for at få højhastighedsnet ud i landområderne, hvor landbrugene har brug for det.

Det har han tirsdag haft et møde med EU-kommissæren for den digitale dagsorden, hollandske Neelie Kroes, om.

- Vi vil prøve at samarbejde om at bruge udviklingsmidler fra landbruget til at få udbygget den digitale infrastruktur, hvor der ellers ikke er kommerciel vilje til at gøre det, siger han.

Rohde er stadig suppleant i industriudvalget. Alde er den fjerdestørste gruppe i EU-Parlamentet.

/ritzau/