Jeppe Nybroe er tilbage i Danmark

admin

|

09/03/2014

Dagens topnyheder

Den danske journalist Jeppe Nybroe, der blev holdt som gidsel i grænseområdet mellem Syrien og Libanon i knap en måned, har atter dansk grund under fødderne.

Det oplyser hans bror, Jacob Nybroe, til Ritzau.

Jeppe Nybroe ankom til Danmark natten til søndag. Og den danske journalist har det svært, fortæller Jacob Nybroe.

- Omstændighederne var rigtig barske, og han har det ikke godt, siger han.

Broderen til den danske journalist fortæller, at Jeppe Nybroe har lidt voldsom fysisk overlast, mens han sad som gidsel.

- Han har fået slag flere gange i sin tid i fangenskab. Han har fået pisk ved én lejlighed, og det er han meget præget af. Det er muligvis en af de hæsligste ting, man kan blive udsat for, siger Jacob Nybroe, der oplyser, at Jeppe Nybroe ikke får fysiske mén af sine kvæstelser.

- Han er psykisk mærket ved, at han ikke bryder sig om høje lyde lige pludselig. Han svinger op og ned i humøret, men det bliver bedre og bedre, siger han.

I de 28 dage som Jeppe Nybroe blev holdt som gidsel, var han indespærret i det samme rum på omkring 12 kvadratmeter.

Tre gange i løbet af de fire uger fik han lov til at komme ud i det fri, og det skete alle gange om natten. Den ene gang fik Jeppe Nybroe hætte over hovedet, mens de to andre gange var uden.

- Han er blevet truet med at blive slået ihjel flere gange og truet med at få hakket en finger af, siger Jacob Nybroe.

Siden det i fredags kom frem, at Jeppe Nybroe var blevet løsladt, er der strømmet varme hilsner ind til ham på specielt de sociale medier Facebook og Twitter. Og han har fået hilsnerne, fortæller Jacob Nybroe.

- Han har fået at vide i hvilket omfang, at vi har modtaget støtte og sympati, og det er en taknemmelighed, min familie og jeg vil føle hele livet. Det har været enestående, siger Jacob Nybroe.

I første omgang krævede gidseltagerne en løsesum på fem millioner dollar. Men ifølge Jacob Nybroe blev der tale om et langt lavere beløb, som blev samlet ind af familie og venner men også folk, som ikke har mødt Jeppe Nybroe.

- Der har været et astronomisk beløb til at starte med, men vi er slet ikke i nærheden. Vi er bare en almindelig familie. Det kunne vi slet ikke, siger Jacob Nybroe.

I sin karriere som journalist har Jeppe Nybroe rapporteret hjem fra adskillelige af verdens brændpunkter. Og selv om hans bror har været gennem barske oplevelser, er Jacob Nybroe sikker på, at Jeppe Nybroe vil vende tilbage til journalistfaget.

- Jeg er sikker på, at han kommer tilbage og rapporterer. Jeg håber, til jeg dør, at det ikke bliver i Libanon. Det tror jeg, han er færdig med. Men journalist bliver han ved med at være til sine dages ende, siger han.

Jeppe Nybroe vil på et senere tidspunkt selv fortælle sin historie, men han brug for tid til at komme sig oven på gidseltagningen, oplyser Jacob Nybroe.

/ritzau/