Jesper Lok til DSB-ansatte: Det er business as usual

Skrevet af admin

01/09/2014

Dagens topnyheder

DSB's administrerende direktør, Jesper T. Lok, har efter godt to år besluttet at opsige sin stilling til fordel for et andet job, hvor han skal være ansvarlig for en virksomhed med globale aktiviteter, som det udtrykkes.

Men indtil Jesper T. Lok fratræder senest den 31. august næste er det "business as usual", skriver han i en mail til de ansatte.

- Forude venter spændende måneder med lancering af ny langsigtet strategi og færdigforhandling af ny trafikkontrakt.

- Når min afløser er på plads, vil jeg - som i årene forud for min ansættelse i DSB - påtage mig ansvaret for en virksomhed med globale aktiviteter. Men indtil da er det "business as usual", skriver Jesper T. Lok.

Da han kom til DSB, var det netop fra en virksomhed med globale aktiviteter. Den shippinguddannede Lok kom fra det A.P. Møller-Mærsk-ejede rederi Svitzer.

Jesper T. Lok roser medarbejderne i DSB for, at de brænder for den opgave, de skal løse.

- Fra min første dag i DSB har det stået klart for mig, at alle i DSB brænder for den opgave, vi er blevet betroet. Den specielle ånd mærker man i mange sammenhænge, skriver han og fortsætter:

- For mig er der ikke tvivl om, at det også er den ånd, der har hjulpet os gennem en vanskelig periode. En periode, hvor DSB har vist, at vi kan foretage de nødvendige omstillinger. Vi er, som der står i halvårsrapporten, så godt som i mål med "Ét Sundt DSB".

Den afgående direktør slår fast, at DSB dermed er klar til næste fase, som skydes i gang den 10. september 2014. Det er datoen for, at der sættes der gang i udrulningen af DSB's nye langsigtede strategi.

- Påbegyndelsen af den næste strækning af vores strategiske rejse er også en naturlig anledning til at give stafetten videre. Derfor har jeg meddelt bestyrelsen, at jeg fratræder indenfor de kommende 12 måneder, skriver Jesper T. Lok.

Det har ikke været muligt at træffe Jesper T. Lok for en kommentar.

/ritzau/