Jihadister indtager kurdisk hovedkvarter i Kobani

Skrevet af admin

10/10/2014

Mest læste i dag

Islamisk Stat (IS) har angiveligt indtaget det kurdiske hovedkvarter i den strategisk vigtige by Kobani, der ligger tæt på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. Tilsyneladende kontrollerer jihadisterne nu 40 procent af byen.

Det hævder Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der følger krigens gang i Syrien.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har islamisterne indtaget flere af kurdernes administrative bygninger i byens såkaldte sikkerhedskvarter, der bliver benyttet af den lokale regering.

Samtidig er der meldinger om, at Islamisk Stat forsøger at afskærme kurderne fra den tyrkiske grænse. Islamisterne har omringet Kobani fra tre sider, og nu forsøger IS angiveligt at afspærre kurdernes vej til Tyrkiet.

- Jihadisterne, der allerede har omringet byen fra tre sider, kæmper mod kurderne gade for gade. Nu har de øget deres beskydning af grænsen, siger aktivisten Farhad al-Shami, der befinder sig inde i Kobani, til nyhedsbureauet dpa.

- Siden tidlig fredag morgen har der været heftig beskydning med mortérgranater mod ruten, der fører fra det østlige Kobani til den tyrkiske grænse, siger han over telefonen.

Islamisk Stat har belejret Kobani siden den 16. september. Den amerikansk-ledede koalition bomber IS fra luften og har flere gange ramt jihadisternes stillinger. Alligevel tyder det på, at kurderne er trængt tilbage efter islamisternes offensiv.

Ifølge FN er der kun få hundrede indbyggere tilbage i Kobani, men de kurdiske militser frygter massakrer, hvis IS får overtaget. De klager over, at USA kun yder meget begrænset støtte med luftangreb, mens tyrkiske kampvogne holder på sidelinjen uden at gribe ind.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er omkring 200.000 mennesker i og omkring Kobani flygtet over grænsen til Tyrkiet.

/ritzau/AFP