Jihadister tvinger tusindvis af kristne på flugt i Irak

Skrevet af admin

07/08/2014

Dagens topnyheder

Den største kristne by i Irak, Bakhdida, er torsdag blevet overtaget af militante jihadister, oplyser flere kilder til nyhedsbureauet AFP.

Det sker, efter at de kurdiske soldater, som har taget kampen op mod gruppen Islamisk Stat i det nordlige Irak, har trukket sig tilbage natten til torsdag.

- Jeg ved, at byerne Bakhdida, Tel Keppe, Bartella og Karemlesh er blevet tømt for deres oprindelige befolkning, og de er nu under militantes kontrol, siger Joseph Thomas, der er ærkebiskop i den kaldæisk-katolske kirke i Kirkuk og Sulaimaniyah i det nordlige Irak, til AFP.

Bakhdida med 50.000 indbyggere har indtil nu udelukkende været beboet af kristne. Den ligger mellem millionbyen Mosul, som Islamisk Stat også kontrollerer, og den kurdiske hovedby, Arbil.

Islamisternes overtagelse af Bakhdida og flere andre byer på Nineve-sletten har sendt titusindvis af indbyggere på flugt i det nordlige Irak, lyder det.

Kurderne har holdt Islamisk Stat i skak i flere områder, og onsdag lancerede hæren i det kurdiske selvstyreområde en offensiv mod islamisterne. Men foreløbig har offensiven ikke fået Islamisk Stat, der tidligere blev kaldt Isil, til at trække sig tilbage - tværtimod.

- Det er en katastrofe og en tragisk situation. Vi opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at gribe ind øjeblikkeligt. Titusindvis af skræmte mennesker flygter i dette øjeblik. Det er ubeskriveligt, siger Joseph Thomas.

Iraks kristne befolkning består af cirka halvanden millioner mennesker, og den kaldæisk-katolske kirke udgør den største gruppe med cirka 200.000 mennesker. Landets kristne bor hovedsageligt i den nordlige del af Irak, og de har hidtil været under beskyttelse af den kurdiske hær.

/ritzau/AFP