Jørgensen stopper fodboldkarrieren

Skrevet af admin

11/11/2014

Dagens topnyheder

Martin Jørgensen stopper karrieren. Den tidligere landsholdsspiller spiller sin sidste kamp for 1. divisionsklubben AGF, når holdet runder efterårssæsonen af i Fredericia den 30. november.

Det meddeler AGF og Jørgensen i en fælles pressemeddelelse.

- Det er en beslutning, der har været svær og lang tid undervejs, og den er også blevet ændret et par gange, siger Martin Jørgensen.

- Jeg synes stadig, at det er sjovt at spille fodbold, men jeg kan også godt mærke på min krop, at det er ved at være for hårdt. Når glæden overmatches af træthed og ømhed, så er tiden inde til at sige stop, fortsætter han.

AGF-profilen fyldte 39 år i sidste måned, og hans karrierestop kommer næppe som nogen større overraskelse.

Martin Jørgensen stoppede på A-landsholdet i 2011. Da havde han nået at spille 102 landskampe, og score 12 mål - det måske mest kendte var i VM-kvartfinalen mod Brasilien i 1998, hvor Danmark endte med at tabe 2-3.

Han nåede også at spille 330 kampe i den italienske Serie A. Først spillede han syv år i Udinese, inden han skiftede til Fiorentina, hvor han spillede fra 2004 og indtil hjemkomsten til AGF i 2010.

- Jeg har opnået det, jeg drømte om, da jeg var syv år og løb rundt og spillede fodbold i Ryomgård. Jeg har været så heldig og privilegeret at spille på allerhøjeste niveau sammen med og mod mange dygtige fodboldspillere.

- Jeg har haft flere dygtige trænere end dårlige, og jeg har befundet mig rigtig godt i de klubber, jeg har repræsenteret. Jeg er stolt over, at jeg har fået mulighed for at spille over 100 landskampe, og at jeg er den dansker, der har spillet flest kampe i Serie A, siger Martin Jørgensen.

Martin Jørgensen er indbegrebet af den aarhusianske fodboldklub AGF. Det var her, karrieren blev indledt på topplan, og samme sted den sluttede.

Derfor er det oplagt, at Martin Jørgensen og klubben er i dialog om hans fremtidige rolle. Det bekræfter klubbens administrerende direktør Jacob Nielsen, at man er.

- Han har tilkendegivet, at han gerne vil fortsætte indenfor fodboldverden, og vi har et fælles ønske om, at det bliver i AGF. Men helt nøjagtig i hvilken funktion er endnu ikke afklaret, siger Jacob Nielsen.

Kampen mod Lyngby den 23. november bliver Martin Jørgensens sidste hjemmekamp som aktiv i AGF.

/ritzau/