Johanne Schmidt-Nielsen: Der er for få job i vækstpakke

Skrevet af admin

18/06/2014

Mest læste i dag

Der skabes for få arbejdspladser og mangler fokus på det grønne område i rammerne for den vækstpakke, som regeringen og Venstre tirsdag aften er nået frem til.

Det mener Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, der især ikke er begejstret for at lempe energiafgifterne - de såkaldte PSO-afgifter - for samlet 13,2 milliarder kroner, som det lægges op til i rammeaftalen.

- Aftalen har den konsekvens, at det bliver billigere for virksomheder at forbruge energi og forurene, siger Johanne Schmidt-Nielsen i en skriftlig kommentar og fortsætter:

- Det er grundlæggende en tosset vej at gå, når vi ved, at fremtidens vindere er de lande og de virksomheder, som formår at sænke energiforbruget, fordi både energi og ressourcer vil blive dyrere i fremtiden.

- I stedet for at gøre det billigere at forurene burde vi hjælpe virksomhederne til at sænke deres energiforbrug, lyder det fra ordføreren.

I det hele taget mener Johanne Schmidt-Nielsen, at aftalen mellem regeringen og Venstre er "præget af en uoriginal omgang mere af det samme".

- Der er for meget fokus på rabatter til erhvervslivet og alt for lidt fokus på, hvordan vi gør Danmark klar til fremtiden gennem grøn omstilling.

- Og så er der simpelthen for få nye arbejdspladser i aftalen. Der ligger altså to uløste opgaver, som vi er nødt til at tage fat på i de kommende måneder, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslisten er med i energiforliget, og derfor vil regeringens støtteparti kræve indflydelse. Johanne Schmidt-Nielsen er åben for forhandlinger, men på klare betingelser:

- Jeg vil gerne sige soleklart, at Enhedslisten ikke vil acceptere at sænke de klimamål, som vi sammen har lovet befolkningen at leve op til. Og det er lige så klart, at ændringerne ikke må have en social slagside, hvor lavindkomstgrupper kommer til at betale.

- Men under de to forudsætninger drøfter vi naturligvis gerne ændringer i energiaftalen, siger hun.

/ritzau/